Så var det pludselig tid til at være selvstændig igen

Ole Hjortlund Svendsen er det, han kalder senior-iværksætter. I slut 40’erne blev han ejer af Copenhagen Bike Company efter i en årrække at have arbejdet i salg i store internationale virksomheder. Her fortæller han sin historie om pludselig at blive trukket tilbage i iværksætteriet sent i karrieren. Og hvorfor det kan være en styrke.

Jeg er oprindeligt uddannet i restaurationsbranchen som kok og tjener. Jeg har arbejdet i udlandet og i Danmark. Jeg er nu ejer af Copenhagen Bike Company, men det er ikke første gang, jeg har egen virksomhed. Da jeg var 26 år, stiftede jeg Hvalsø, som var en produktionsvirksomhed, som solgte unika kunst og design til B2B-markedet. Den havde jeg i ti år. Men da jeg blev skilt valgte jeg at gå ind på arbejdsmarkedet først hos Eva Solo som ansvarlig for B2B-markedet og siden som international salgschef for Georg Jensens B2B markeder. Det var, mens jeg var her, at jeg blev kontaktet, om jeg ville være direktør for et cykelbrand. Så var det pludselig tid til at være selvstændig igen.

At starte op igen for mig selv og være kreativ var en fed tanke. Da jeg startede, var vi seks ejere med forskellige kompetencer, en fra multimediebranchen, en konsulent, en arkitekt, en med ekspertise i fragt og en som havde implementeret Disney i København. Jeg købte 20 procent. Min opgave var at få sat styr på sagerne og rebrande, hvad der var et gammelt cykelbrand, med alt hvad det indebærer af forskellige dispositioner. Jeg var den eneste, der arbejdede fuldtid. Jeg havde forventet noget iværksætteri, selvom det var en eksisterende virksomhed, men hvad der ventede mig var benhårdt. Jeg troede, der var mere i maskinrummet, som kunne bruges. 

Heldigvis havde jeg entreprenør drømme og en lang erfaring i produktion og salg til det kræsne publikum. At strømline en forretning kræver meget økonomi og forretningsstruktur, så jeg lavede det vildeste Excel-ark. Jeg så på, hvilke kompetencer vi havde og fordelte opgaverne mellem os, ti til hver. Så kunne vi hver især hakke af, når vi havde opnået en opgave. Og det virkede! De første 100 dage arbejdede vi non-stop og nåede sindssygt meget, fordi vi var så strukturerede og havde flere delmål. 

Forhandlede sig til at blive herre i eget hus

Efter halvandet år skyldte vores foretagende mig en del penge i løn. Det brugte jeg til at forhandle med alle, så jeg kunne blive herre i eget hus – ejer af Copenhagen Bike Company. Det ulmede i mig at prøve det af igen. Frihedstrangen til at træffe egne beslutninger. Spændingen om det kunne lykkes igen. Udfordringen i at lave noget nyt. Jeg kunne mærke, at den erfaring jeg havde efter at være selvstændig første gang gav mig ro i maven om at det nok skulle gå. Jeg lavede en masse fejl som ung. Det bruger jeg i dag til at gøre det bedre og anderledes. Vi producerede for mange typer vaser, farver og meget mere. I stedet tror jeg på, at man skal have et simpelt produkt, som man kan brede ud over flere forretningsområder.

Der findes et hav af cykelforretninger, så jeg ville lave noget, der kunne skille sig ud. Vi har fokus på farver, kvalitet og at man kan sammensætte alt selv. Men vi laver ikke reparationer. Vi er en designvirksomhed, der producerer håndlavede cykler. Når man har et strømlinet produkt, kan man tænke kreativt på, hvem der kan bruge det. Jeg fandt ud af, at mine cykler var perfekte til business: advokater, hoteller osv. med egne logoer. Jo flere forretningsområder, jo bedre. 

Selvfølgelig havde jeg nogle tanker om økonomien. Det var den største barriere. I en højere alder har man andre forpligtelser, såsom bolig og børn. Det var noget af det, jeg hørte fra mange venner, der spurgte mig, hvordan tør du det? Det nemmeste er jo at tage sin lønseddel og pension. Men det havde jeg ikke lyst til. Min kone og jeg blev enige om, at jeg skulle tage springet. Det kunne hænge sammen privat. Min kone havde en stabil indtægt, den ene datter var flyttet hjemmefra og de to andre var 10 og 12, så det var muligt for os at skabe en god work life-balance. At jeg havde en kolossal erhvervserfaring og en trang til at skabe vejede tungere end bekymringerne.

Om Ole Svendsen

52 år

Gift med Lotte. Far til tre piger.

Tidl. B2B Sales Manager i Eva Solo og int. salgschef for B2B markedet Georg Jensen

Selvstændig med Hvalsø AS 

Uddannet i restaurationsbranchen som kok og tjener og har en mini-MBA

“Hele mit netværk af forretningskontakter blev nulstillet”

Da jeg havde forladt mit job i Georg Jensen, gik det op for mig, at mit netværk blev nulstillet. Gennem årene havde jeg oparbejdet en fantastisk liste af 500 kontaktpersoner i hele Skandinavien. Nu stod jeg med nogle cykler, som de ikke skulle bruge. Jeg kunne slet ikke bruge mit netværk! Hvad nu hvis det ikke gik? Kunne jeg så hoppe tilbage i mit gamle job og ville jeg kunne genopbygge mit netværk? Det gik op for mig, at den branche, hvor jeg havde været i 20 år, ikke kunne oversættes til den, jeg var hoppet ind i. 

Uden sparring og økonomi er der ikke plads til mange fejltagelser. Det var noget andet i mine 20’ere. Der handlede det bare om ikke at oparbejde for stor gæld. Jeg fandt heldigvis ud af efterfølgende, at der var en masse gode mennesker i mit netværk, som kunne sparre med mig og gerne ville bære Copenhagen Bike Company videre til deres netværk, så der var lidt at hente. Nu har jeg været direktør og ejer i næsten fire år og eneejer de seneste to og et halvt år. Og nu begynder der at komme penge i kassen.

Jeg har mange gange sagt til min kone, at nu tager jeg bare et job og får tryghed og feriepenge. Men så ville jeg vågne fra den drøm det er at være iværksætter og den energi det giver. Når der kommer en ordre på cykler en kold og våd februar morgen, så bliver jeg super glad og bevarer troen på projektet. Men der er også dage, hvor der er langt mellem snapsene. Det er vigtigt, man ikke er in it for the money.
Det er for hårdt med den tankegang. 

Jeg har lært enormt meget allerede nu i fire år som senior-iværksætter. I Danmark er det sådan, at går man ned med en virksomhed og går i banken for at få et nyt lån, så er de modvillige til at låne igen “du fejlede jo”. I USA er det sådan, at går man i banken efter tre fejlslåede virksomheder, så kan man godt låne igen. Hvorfor? Fordi så har man erfaring, og den tredje og fjerde gang er der større chance for at slå igennem. I Danmark er det sværere at starte, og man risikerer at blive hakket i småstykker, hvis man ikke lykkes. Men fejl og erfaring gør en klogere. 

Keep it simple

Noget af det, der har overrasket mig mest, er, hvor meget der skal til for at drive et helt enkelt driftsbudget. Der skal bæres meget til bålet. Det har været et wake up call. Det er vigtigt, at der er en god bundlinje, for der skal bruges mange ressourcer. Jeg tænker ofte, at havde jeg 100 ansatte, skal der virkelig være en høj indtjening for at det hele kan køre rundt. Starter man fra bunden skal man eddermame have styr på sine penge og have en enkel og stærk go to market-strategi. Man skal passe på ikke at favne over for meget.

Det er nok det råd, jeg ville give til andre. Keep it simple. Skab et stærkt og enkelt koncept, der kan rulles ud fra start, så du kan tjene penge relativt hurtigt og tage det næste skridt. Selvfølgelig kommer det også an på, hvilken type virksomhed man har. Der er forskel på en tech-virksomhed og så en produktionsvirksomhed som Copenhagen Bike Company. Hav en enkel forretningsplan og kend din storytelling. Ligegyldigt om du laver gylletanker, tech, økonomiske platforme eller cykler skal du kunne fortælle, hvad din virksomhed kan, og formålet med, at den eksisterer. 

Og så skal man omgive sig med kvalitets naboer. Jeg sidder i et coworking space med forskellige typer designere. Vores produkter er forskellige, men der er synergier i, hvordan vi bygger vores virksomheder. Kan man lægge sig i slipstrømmen på hinandens erfaringer og netværk, er man godt stillet. Det kan være super hårdt at sidde alene i et lille kontor. Det er ofte dem, der hurtigt hopper tilbage på arbejdsmarkedet. Hvis der kommer et nyt eventyr eller idé min vej, så kunne jeg godt finde på at springe med på den.

TAG IVÆRKSÆTTER-SPRINGET PÅ DTU STARTUP CHAPTER PROGAM

“Vi er en designvirksomhed, der producerer håndlavede cykler.”